Rådgivning til udsatte børn og unge

Den kommunale rådgivning til børn og unge med sociale problemer er nærmest ikke-eksisterende i mange kommuner. Det viser en ny undersøgelse, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner og Børnerådet står bag.

En rundspørge blandt 47 af landets 98 kommuner afdækker mangelfulde og ufokuserede rådgivningstilbud, der tilsyneladende kun sjældent benyttes af udsatte børn og unge.

Undersøgelsen viser, at børn og unge stort set ikke bruger den åbne anonyme rådgivning. Samtidig afslører undersøgelsen, at størstedelen af kommunerne ikke har fundet det nødvendigt at lave nye tiltag i kølvandet på de mange alvorlige børnesager, der er dukket op de seneste måneder.

Den åbne anonyme rådgivning er den absolutte nødbremse for børn og unge, der ikke har andre steder at gå hen. Der er børn og unge i vores samfund, som er skræmt fra vid og sans, og som ikke engang tør tale med deres lærere på skolen af frygt for at forældrene får noget at vide.

Derfor er det et meget stort problem, hvis rådgivningerne ikke gør en overbevisende indsats for at være tilgængelige og brugbare for de udsatte børn og unge, siger Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen.

Hun har derfor opfordret kommunerne til at gøre en større indsats for at skabe reelle tilbud til udsatte børn og unge. Kilde: DK Nyt

, ,

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.